Akutte rygsmerter

Mange med akutte rygsmerter stiller sig selv spørgsmålet om de skal søge hjælp og hvor de skal søge hen – Det får du svaret på her.

Ondt i ryggen kan være utroligt smertefuldt og invaliderende men som du måske allerede ved er det oftest ikke forbundet med alvorlig sygdom eller større skade. Din ryg er stærk og stabiliseret med både store og små ledbånd og masser af muskler – kort fortalt den er bygget til at modstå dagens strabadser.

Generelt vil jeg råde de fleste med akutte rygsmerter til at søge hjælp af følgende grunde;

  • Information om hvordan du bør forholde dig og tackle dine nuværende akutte rygsmerter så du hurtigt slipper af med dem.
  • Vejledning i forebyggelse og håndtering af eventuelt tilbagefald.

De akutte rygsmerter som typisk fortager sig selv med din egen hjælp er;

  • Let ømhed og stivhed som kun er placeret i din ryg og ikke giver symptomer i benene som f.eks prikken, stikken eller snurren.
  • Smerterne er på et niveau som du vurderer til ikke at være slemt.
  • Smerterne er på et niveau som stadig tillader dig at passe dit arbejde og forstyrrer ikke nattesøvnen.
  • Du kan lindre smerterne ved bestemte bevægelser eller med smertestillende medicin.
  • Du har et godt helbred og føler dig ikke utilpas.

De ovenstående akutte rygsmerter bør tackles med følgende råd;

  • Forbliv aktiv i det omfang det er muligt – gåture, cykling, svømning, en roligere tur i fitnesscentret hvor du undgår de provokerende bevægelser eller måske ligefrem en kortere løbetur.
  • Du skal styre aktivitetsniveauet da du bedst kan mærke hvad der er ok. Typisk vil lidt aktivitet fordelt over flere gange være bedre end meget aktivitet på en gang. Hvis du gradvist prøver dig frem vil du også bedre kunne vurdere om det er ok fremfor at give los og bare gøre som du plejer. En huskeregel er at du ikke skal være værre dagen efter aktivitet.
  • Forbliv på arbejde og undgå at sygemelde dig. De der bliver på jobbet har en bedre prognose. Har du tungt fysisk arbejde bør du se om du ikke kan få nogle andre og lettere arbejdsopgaver i perioden med rygsmerter. Har du meget kørende på dit job bør du bruge noget tid på at indstille sædet og holde nogle flere pauser.
  • Forbliv positiv. Som nævnt er det under 1% som fejler noget alvorligt og smerteniveauet er sjældent ensbetydende med alvorligere skade på din ryg. Husk at langt størstedelen af folk med rygsmerter bedres.
  • Undgå sengeleje. Man ved nu at sengeleje ikke løser problemet men tværtimod kan være ensbetydende med en dårligere prognose. Sengelejet vil gøre din ryg svagere.
  • Smertestillende kan anbefales da det holder dig aktiv og dermed undgår du at din ryg bliver svag. Din ryg har brug for aktivitet til at hele ordentligt. Folk er typisk bekymrede for at når de tager smertestillende så kan de ikke mærke om de skader mere end de gavner – Helt ærligt det har jeg bare aldrig oplevet i de 10 år jeg har set rygpatienter. Det anbefales du tager smertestillende i samråd med egen læge.

Du bør se en fysioterapeut eller læge hvis dine akutte rygsmerter medfører en eller flere af følgende;

  • Du har både rygsmerter og symptomer i baller og ben – symptomerne i benene prikker, stikker eller jagende og du oplever måske endda at benene er lidt følelsesløse.
  • Du havde rygsmerter men nu er det balle- og bensmerter som er de værste.
  • Dine ben føles tunge og måske endda lidt svage.
  • Smerter er konstante og du har svært ved at finde aflastende stillinger.
  • Dine smerter startede som følge af et trauma eller ved et løft.
  • Hvis du tidligere har haft eller stadig har alvorlige sygdomme som cancer, reumatologiske lidelser som f.eks. ledegigt eller knogleskørhed. (I særdeleshed hvis du har oplevet vægttab, meget forstyrret søvn, madlede, feber eller generelt forværret helbredstilstand).

Du bør kontakte skadestuen / vagtlægen hvis dine rygsmerter medfører;

  • Ændringer i evnen til at holde på vandet eller afføring.
  • Følesforstyrrelser svarende til skridtet og indersiden af dine lår.
  • Rejsningsproblemer som er kommet efter at rygsmerterne debuterede.
  • Usikker og vaklende gang hvor du har besvær med at styre benene.
  • Voldsomt traume som f.eks fald fra en stige eller sportsaktiviteter.

Disse er tegn på et alvorligere problem og derfor bør du straks tilses af en læge da det kan være tegn på et voldsomt tryk på nogle af dine nerver som bør have øjeblik lægelig vurdering. Når det er sagt er det yderst sjældent at noget sådan sker og jeg er ret sikker på at jeg kun har set to af disse patienter i de år jeg har set rygpatienter.

Opsummeret

Rygsmerter rammer ca. 85% af befolkningen og er et almindeligt fænomen. Ryggen er som udgangspunkt stærk og sund. Kun meget meget sjældent er det tegn på noget alvorligt. Forsøg at opretholde et moderat aktivitetsniveau når smerterne er tilstede fremfor sengeleje og inaktivitet. Samt forbliv positiv og problemløsende da det påvirker prognosen i en positiv retning.

Er du i tvivl om hvordan du skal forholde dig så ring for en uforpligtende samtale eller book en tid online.

Relevante øvelser

“Jeg er efter mit forløb hos Brian kommet over min diskusprolabs uden at skulle opereres.”
Thomas Lindby

Tag kontakt eller følg med

Altid 100 % uforpligtende.

© 2021 All rights reserved.
Danske Fysioterapeuter medlem: 14296

Kontakt & info

fysioaalborg@gmail.com
Telefon: 30 71 14 15
CVR: 29022666

Adresse

FysioAalborg
Klokkestøbergade 17
9000 Aalborg